side 3

Vejret i begyndelsen af august var pragtfuldt i Norge. Vi ankom til Rendalen d. 6. august i flot og meget varmt sommervejr. En dag tidligere end beregnet, men efter telefonisk kontakt til ejeren af hytten fik vi OK - han ville selv være der og tage imod. Vi fik kørevejledning til stedet, og så forstod vi straks, hvorfor vi ikke fandt den sidste gang. Den ligger uvejsomt omkring en halv km fra selve Fiskevollen. En stor og fin laftebygget hytte fra 1895. Ingen el, vand fra elven, ute-do men sandelig et gasdrevet køleskab, som vi kom til at sætte pris på.

Vi var ved at indrette os, da det bankede på døren. Uden for stod to mennesker, som præsenterede sig som Dagny og Thor Arne Wardenær. Velkommen til Fiskevollen. De havde nyrøget fisk med og 'fremmedbøgerne' fra 1922-30 og for 1950. I disse bøger fandt vi de præcise datoer for min fars besøg og hvem, han har været der med.


Fra 'Fremmedbogen' på Fiskevollen 1926.

Thor Arne er oldebarn af Reodor Wardenær (1862-1954), den omtalte 'Sølensjøkonge', og på Fiskevollen bor de i den hytte, Reodor brugte. Da vi besøgte dem dagen efter fik vi fortalt, at det var i den hytte, min far havde boet, og hvor han malede portrættet af 'Norsk fjeldbonde' - nemlig Reodor. Og den hytte var vi gået rundt om, da vi første gang besøgte Fiskevollen uden at vide, at vi var ved stedet.

Under sommerbesøgene dengang var der naturligvis flere mennesker med, så det giver god mening, at de var indkvarteret forskellige steder.

Allerede første dag af besøget havde vi fået flere oplysninger, end vi havde turdet håbe på. Det var turen værd. Men mere kom til. Vi aftalte at mødes senere nede i dalen hos Dagny og Thor Arne sammen med Marit, som havde været syg i nogen tid, men nu heldigvis var i bedring. Men først blev vi et par dage på 'Grøndalshytten' for at opleve stedet, der ikke er lavet meget om siden dengang. Og vejret var aldeles pragtfuldt med temperaturer op til 27 grader i skyggen !

'Grøndalshytten' er i sin tid bygget af Reodor Wardenær for arkitekt Grøndahl fra Trondheim, og arkitektens familie ejede den til 1939. Bull lejede hytten til sine sommerophold på Fiskevollen.

Den 11. august gik turen så ned til Rendalen for at mødes med Wardenærs og Marit. Det viste sig hurtigt, at Dagny og Thor Arne er talentfulde mennesker med fine kunstneriske evner. Begge har uddannet sig til billedskærere og vi så flot udskårne møbler og malerier, som de har lavet, og som pryder deres smukke hjem.

Dagny havde arrangeret det sådan, at vi kunne komme ind og se den gård, som min fars venner, Rode og Ingeborg Wardenær, havde boet på, og som nu tilhører Thor Arnes broder Kaare. Da han ikke selv var hjemme, blev vi vist rundt af Rode K., som er nevø til den ovenfor omtalte Rode, der var gift med Ingeborg. Indviklet ? Lidt måske. Der er stærk tradition i navnefølgen. Her mødte vi også Marit Kveen for første gang - hyggeligt at træffe den, man har skrevet så meget sammen med.

Og her mødte vi igen den historie, vi var kommet for at følge op på. I husets store stue hænger maleriet af 'Norsk Fjeldbonde' - selveste Reodor Wardenær. Det blev i sin tid malet til Rendalen kommune, men familien købte det af kommunen for den nette sum af 1500,- kr. En anseelig sum på det tidspunkt.

I samme rum hænger desuden et portræt af Ingeborg fra 1929, som min far har malet i København. Ingeborg var dansk og kom også med Bull til Rendalen, hvor hun giftede sig med Rode. I hjemmet

side 1 side 2 side 3 side 4