Vi fandt overnatning i hytten ved bommen og fik set det meste denne stille sommeraften. Nåh ja, stille. Lidt moderne teknik er nået derop i form af påhængsmotorer, som høres milevidt omkring, når en fisker tager ud og røgter sine garn. Men ellers er der stille og fredeligt.

Vi søgte en ganske bestemt hytte, men fandt den ikke, nemlig den, hvor min far havde boet sammen med Bull. Senere fandt vi forklaringen - og fandt ud af, at vi havde været historien nærmere, end vi anede. Det skulle dog blive 2004, før vi fik overblik over det, for vi måtte videre næste dag.

På et senere tidspunkt begyndte jeg at lave en hjemmeside på internettet for og om Rytterne, og Poul Rytter fik naturligt nok en fremtrædende plads her. Det betød også, at vi begyndte at få tilbagemeldinger om ham, og at jeg selv søgte data om f.eks. Bull.

Jeg "faldt" i denne forbindelse over en kommunal hjemmeside for Rendalen kommune, hvor der var en link til Bull-museet - og hvor jeg fandt portrættet lagt ind, men uden angivelse af kunstneren. Det gjorde jeg opmærksom på, og dermed var de første reelle bånd knyttet tilbage til Rendalen gennem museumsleder Marit Kveen.

Det udviklede sig til en del korrespondance og Marit gjorde et godt lokalt arbejde for at finde frem ting, som kunne forbinde Poul Rytter med Rendalen. Ved et helt utroligt sammentræf modtog jeg samtidig en e-mail fra en dame i Oregon, USA. Hun havde i mange år haft et maleri af stuen i en fjeldhytte. "Åkerdalen" stod der ved siden af signaturen "Poul Rytter 1927". Et rigtig dejligt billede. Det var nu til salg. Hvad kunne det koste ?

Jeg sendte fotoet videre til Marit på internettet, og man kan næsten sige med lynets fart, kom der svar. Det var malet i hendes fjeldhytte, og den står der stadig. Det korte med det lange er, at nu hænger maleriet i Marits stue, og vi har tilmed fået historien om dets tilblivelse fortalt af hende, sådan som hun har fået den af sin svigerfader. Derom senere.

Under et af opholdene med Bull på Fiskevollen havde Bull fået lus i sit store skæg. Det fik min far til at tegne en lus på indersiden af "ute-do" døren. Da han kom tilbage i 1950 gik han straks hen og så, om den stadig var der. Og det var den. Det er holdbart træværk.

Han skrev da "Dejligt at se dig igen". Det skrev jeg til Marit, og sammen med sin mand Jens kørte hun op til hytten, hvis ejer de kender godt. Tilbage kom så en e-mail: "Lusen lever og har det godt!" Efter ca. 75 år.

Vi besluttede os herefter for, at vi måtte tilbage til Rendalen og se de steder og ting, som stadig knytter forbindelse til min far. Marit havde hos Wardenærs set et fotoalbum, hvor der var fotografier af ham fra et af opholdene på Fiskevollen - flere fotografier faktisk - og der hænger også nogle malerier hos Kaare Wardenær, som nu ejer gården.

Kunne vi mon leje 'Grøndalshytten' ? Svaret var ja på grund af denne specielle relation, selv om den ellers ikke udlejes. Vi kunne få den i en uge i august. Ikke ganske billigt, skal man tilføje, men af historiske grunde slog vi til. "Ekspeditionen" kom til at bestå af Jens og Inger-Johanne fra Norge og Bente og mig fra Danmark.