SEVÆRDIGHED I SILKEBORG
Under et arbejde med Silkeborg som turistmål faldt jeg lidt tilfældigt over en forbløffende turisthåndbog af André Lütken med titlen "Haandbog for Tourister i Silkeborgegnen og Greisdalen" udgivet på Wilhelm Priors forlag 1876. Her lovprises Silkeborgegnens naturskønhed i høje toner, mens selve byen Silkeborg ikke har meget at byde på for en turist. End ikke en kirke! Der er dog en undtagelse, nemlig Silkeborg Papirfabrik:
"Det eneste seværdige i selve byen er papirfabrikken, og vi vil derfor aflægge den et besøg, så meget mere som det er denne fabriks oprettelse i årene 1844 og 1845, Silkeborg skylder sin fødsel".
Og så kommer der en minutiøs gennemgang af dette besøg på de følgende sider.
Neden for er André Lütkens øjenvidneberetning fra besøget på Silkeborg Papirfabrik 1876 gengivet i min renskrivning. Det er ikke nogen let tekst. Det er ikke til hurtig skimning. André Lütken har åbenlyst haft det svært ved at sætte ord på det sete - men han har gjort sig umage. Og det bør læseren også byde sig selv. André Lütken er imponeret - og det kan vi bestemt også være i dag over hans vilje til at give en god og dækkende beskrivelse af papirproduktionen i Silkeborg anno 1876. Der kan være ting, André Lütken misforstår. F.eks. nævnes det, at der også indgår uld som råmateriale. Det er næppe korrekt, selv om der i forskningen er røster fremme om, at det har været anvendt i et vist omfang.
Ud over renskrivningen har jeg også inddelt teksten i afsnit, så forløbet på fabrikken tydeligere kommer frem. Vi begynder ved indgangen - med klordunste i næsen - og begynder med de snavsede klude for at ende med konvolutmaskinerne og det færdige papir. Der er rigtig mange gode iagttagelser i beretningen, som detaljeret fortæller en langt senere eftertid om forholdene på Silkeborg Papirfabrik midt i 1870'erne. F.eks. at fabrikken beskæftiger 220 mænd og kvinder, og der produceres over 2 millioner pund papir om året. Under omtalen af papirmaskinen støder læseren også på "dandyrullen" (uden at dette navn bruges, men det er den rulle, der giver papiret dets vandmærke).Teksten giver også et lille indblik i tidens "velfærdsydelser", idet turisten kan bidrage til "arbejdernes sygeforening" ved at putte et beløb i de ophængte indsamlingsbøsser, som hænger rundt om på fabrikken.
Silkeborg Papirfabrik var i 1876 ejet af apoteker Strøyberg, og fabrikken var kendt for sin halmmasse og sin konvolutproduktion. Begge dele påbegyndt under Michael Drewsen. Teksten nævner også lige det nye råstof "træmasse" - og det kan man minsandten også få lokalt, nemlig på Ry Mølle Træsliberi. Den nysgerrige André Lütken har også været på besøg her og skildrer besøget i samme turisthåndbog. Denne skildring bringes i forlængelse af teksten om Silkeborg Papirfabrik.
SILKEBORG PAPIRFABRIK 1876
Passepartout
"For at få tilladelse til at besøge Silkeborg Papirfabrik, behøver man blot at henvende sig på Fabrikkens kontor, hvor der da med stor beredvillighed udleveres et passe-partout.
Lad os nogle øjeblikke benytte os af denne tilladelse og begive hos indenfor denne dunstkreds af klorluft, der lejrer sig om enhver papirfabrik.
De første lokaler, vi besøger, er just ikke videre indbydende; her sorteres nemlig de masser af klude, der bliver tilsendt fabrikken, og som næsten alle er af den i højeste grad tvivlsom renhed. Samtidigt med at kludene bliver sorterede efter deres indre værd, der afhænger om de er linned-, bomulds- eller uldklude, skæres de i stykker på en kniv, der er fastgjort til sorteringsbordet og ved samme lejlighed fjernes knapper, hægter, maller og andre appartenentia, der sikkert har været til gavn og glæde i sin tid, men som ingenlunde kunne betragtes som værende på rette plads i de klude, der snart skal underkastes en så grundig storvask, som vel hverken de eller deres tidligere ejermænd nogensinde har anset for mulig. Efter denne foreløbige sønderdeling følger en anden og fuldstændigere ved at lade kludene passere hen under en med skarpe knive tæt besat valse.
Så snart denne proces er sluttet, føres alle stumperne hen i en tromle af jerntvist; i denne er anbragt et "pisketræ", og under tromlens hastige omdrejning bliver tøjet nu banket og børstet så eftertrykkeligt, at støvet omgiver tromlen som en tæt tåge; det får dog ikke lov til frit at udbrede sig og forpeste luften; thi hele tromlen er indesluttet i en stor trækasse, hvorfra al urenlighed uafladeligt viftes bort og samles i beholdere, der står afsides.
Kuglekogeren
Når kludene lykkeligt og vel har gennemgået denne skærsild, bringes de over i en vaskekedel, enten cylindrisk eller kugleformig, der drejer sig langsomt rundt; kedelen er fyldt med soda- eller kalklud, der opvarmes af damp, som ledes ind gennem den ene af aksens hule tapper. Kogningen varer fra 6 til 12 timer og sluttes med en skylning af kludene i rent vand, medens de endnu ligger i kedelen.
Hollænderne
Når kludene har forladt denne kedel, foretages den næste operation med dem; de bringes til en optrevlingsmaskine, der - hvad der allerede ligger i selve navnet - har til opgave at trevle trådene fra hverandre; denne maskine er den såkaldte "hollænder": ved to systemer af stumpe knive, det ene sæt fastgjort i bunden på "hollænderen"s kar, det andet befæstet til en valse, der uophørligt drejer sig omkring i karret, løsnes kludenes tråde til dels fra deres indbyrdes sammenhæng, og den kun løst sammenhængende masse udtages nu for at blive underkastet en blegning. Denne foregår enten ved hjælp af klorluft, der ledes ind over den nysnævnte masse, som opstabels i særligt dertil indrettede lokaler, eller ved hjælp af en klorkalkoplysning, hvori massen nedsænkes så længe det anses for nødvendigt. Efter tilendebragt blegning vaskes den hele masse så omhyggeligt som muligt, for at fjerne kloren, der kan have en meget fordærvelig indflydelse på det vordende papir.
Kludemassen bringes nu i en anden "hollænder", der helt optrevler stumperne, og i hvilken samtidigt tilsættes de surrogater for klude, der er kommet til at spille en så vigtig rolle i papirfabrikationen i de sidste årtier, halmmasse og træmasse.
Halm og træmasse
Førstnævnte tilberedes ved Silkeborg Papirfabrik i en af bygningerne nærmest broen. Halmen, hvoraf fabrikken bruger omtrent 10 centner om dagen, skæres først på en slags hakkelsemaskine i stykker på hen ved en halv tommes længde, hvorefter alle leddene fjernes ved hjælp af en særligt dertil indrettet maskine. Halmen koges nu først i vand og derpå i en kraftig potaske- eller sodaopløsning; den bliver derpå til dels knust i en "hollænder", bleges dernæst ved de almindelige midler og males til sidst helt færdigt i en anden "hollænder".
"Træmassen", der kommer til fabrikken i store blokke, tilberedes i træsliberierne (se ovenfor side 9) og opbevares, til den skal anvendes, i papirfabrikkens magasiner.
Vi vil nu begive os ind i selve papirsalen, til venstre gennem bygningens midterste dør, og overvære tilblivelsen af det materiale, der altid har været og altid vil være af så stor betydning for civilisationen.
Papirmaskinen
I det store kar, vi ser oppe modsat den del af maskinen, hvor papiret fremtræder fuldt færdigt, indledes den tyndt flydende papirmasse der skal forvandles til det ønskede slags papir, og holdes i omrøren for at hindre de tykkere bestanddele fra at bundfælde. Gennem en regulator flyder massen ned i et andet mindre kar, hvor den blandes med vand, hvorefter den i en stadig og lige stærkt flydende strøm føres hen over et par apparater, et slags sigter, der har til formål endnu en gang at underkaste massen et eftersyn og at tilbageholde muligt forekommende ujævnheder.
Nu flyder den tynde papirmassevælling ud på "formdugen", en aldeles jævnt og fint vævet metaldug "uden ende", der bevæger sig langsomt frem på en stor del metalvalser, som ligger ganske nær ved hverandre og aldeles i samme plan. Et par linealer udbreder massen jævnt over hele formdugen og, medens vandet siver ned gennem de yderst fine åbninger i dugen, bringes den samtidigt til at ryste svagt i horisontal retning for at bringe papirmassens fibrer til at indfiltre sig i hverandre. Denne rysten af dugen er stærkere i begyndelsen men aftager jævnt efterhånden som dugen med massen passerer hen over de sidste småvalser og ophører til sidst ganske inden massen forlader dugen. Medens den endnu befinder sig her underkastes den en sugningsproces ved samtidigt med formdugen at glide hen over et ejendommeligt konstrueret sugerør, der har til opgave at fjerne det vand, der endnu findes i massen; mellem dette sugeapparat og et andet ganske af samme slags, hvor over dugen og massen ligeledes må passere, ligger - men på den modsatte, øvre side af dugen - en valse, der tjener til at påtrykke papiret det mønster, man ønsker: snart stribet, snart ternet, eller også en efterligning af det fra det gammeldags papir velkendte "vandmærke".
Der står nu tilbage at presse det fremrullende papir så meget, at det kommer til at danne en fast sammenhængende masse, og dette sker ved først at lade det passere mellem to filtbeklædte valser; om den nederste af disse drejer formdugen sig nu og vender tilbage til sit udgangspunkt, idet den lader papiret gå sin egen uberegnelige gang i verden. Straks efter at denne afsked har fundet sted, snor papiret sig, hvilende blødt på et tæppe uden ende, behændigt om de to andre pressevalser af støbejern, og foretager dernæst sin første rejse uden nogen som helst ledsagelse; rejsen er dog snart til ende, og det unge papir kan glæde sig ved en varm modtagelse på ankomststedet, en stor hul jerncylinder, der ophedes ved damp; der passerer hen over og omkring endnu et par lignende cylinder, går dernæst gennem en satinermaskine, der påtrykker det et vindende ydre, medens en kniv behændigt giver det den bredde, der ønskes. Når dette er sket, vindes det færdige papir op på en stor haspe, det sidste led i dette vidtløftige og indviklede maskineri.
Længe får det ikke lov at forblive i ro; det løsnes fra haspen og bringes ved et hejseværk op i tilskærersalen, hvorhen vi vil følge det.
Efterbehandling og konvolutter
Efter den anvendelse, man vil give papiret, skæres det i stykker af forskelligt format, noget til foliopapir, andet til brevpapir, atter andet til konvolutter af forskellig form.
Medens arkene bliver eftersete og de fejlfulde udskudt, medens de dernæst bliver aftalte med en aldeles forbavsende færdighed (en enkelt arbejderske tæller indtil 30 baller om dagen), overgives konvolutpapirerne til andre arbejdersker, der har til opgave at gummere dem. Ved hjælp af en "strygudpind" bredes papirerne med en beundringsværdighed hurtighed ud på lange borde, hen imod 500 stykker på hvert bord, og således, at kun den del, der skal gummeres, ligger blottet, og med en stor pensel, der er dyppet i en opløsning af gummi og dextrin samt en vellugtende tilsætning, stryges der nu hen over papirerne, som meget hurtigt bliver tørre. En flink arbejderske gummerer omtrent 30000 konvolutter om dagen.
Fra gummeringsbordene bliver konvolutpapirerne bragt ind i den mindre tilstødende sal, hvor fire maskiner hurtigt og sikkert giver dem deres endelige udseende og kaster dem ned i store beholdere, hver maskine med lethed forfærdigende 300 konvolutter i timen. En enkelt papirfabrik leverer 12000 konvolutter i timen! Man kan heraf slutte sig til, hvor overvældende lysten til brevskriveri må være hos vor tids mennesker!
Konvolutterne emballeres og lægges i de bekendte æsker, hundrede i hver.
Vor vandring gennem denne storartede fabrik er til ende, men, inden vi forlader de gæstfrie lokaler efter at have nedlagt et ringe bidrag til arbejdernes sygeforening i de bøsser, der er ophængt hist og her, vil det måske interessere at høre, at Silkeborg Papirfabrik beskæftiger 220 mandlige og kvindelige arbejdere, at den producerer mere end 2 millioner pund papir om året til en værdi af over 1 million kroner. I arbejdsløn udbetales der årligt ca. 120000 kr."
RY MØLLE TRÆSLIBERI 1876
"Fra Ry Station fører vejen nedefter og ad en bro over det smalle vandløb, der forbinder Birksøen med Møllesøen. Vi har Ry Mølle Træsliberi på vor højre side og kunne ikke nægte os den fornøjelse at kigge inden for et øjeblik for at blive vidne til, hvorledes træet forvandles til den værdifulde masse, som anvendes i så vidstrakt en grad ved nutidens papirfabrikation.Tilladelse til at bese sliberiet vil som oftest erholdes uden vanskelighed, når man derom henvender sig på kontoret.
Vi ser da, hvorledes træstammerne, der skal omdannes til træmasse, først ved en maskinsav afskæres i passende længde, hvorpå de omhyggeligt afbarkes. De bliver derefter gennemtrængte med vand og fæstes på et apparat, således at en kraftig slibesten arbejder imod træstykket, hvorved fibrene afmales; sindrigt konstruerede valser, der er beklædte med messingdug af forskellig finhed roterer uophørligt om i massen; vandet siver igennem messingdugen, medens de faste bestanddele bliver hængende på den, hvorefter fibrene afskrabes af nogle trævalser, der er forsynede med skrabeapparater; når massen har nået den ønskede finhed, falder den ned i de dertil bestemte beholdere.
Når træmassen, således som tilfældet er her, ikke straks skal benyttes til papirfabrikation, men skal forsendes en kortere eller længere strækning, søger man naturligvis at reducere dens rumfang så meget som muligt; i stærke lærreder bliver den derfor presset med hydraulisk kraft, så at det meste vand bliver fjernet, hvorefter træmasseblokkene henlægges til tørring i særligt dertil indrettede lokaler.
I det store magasin tæt ved vejen vil v kunne se betydelige oplag af disse opløselige træblokke.
Efter denne lille afstikker på industriens område fortsætter vi vor vandring…"
December 2009Opdateret 23.12.2009