Dalum Papirfabrik omkring 1895.
Oversigt
Dalum Papirfabrik lukkede med udgangen af 2012 og hermed lukkede den sidste af de traditionelle papirfabrikker i Danmark. Dalum Papirfabrik ved Odense Å blev anlagt i 1874, var en del af De forenede Papirfabrikker 1889-1989, ejet af den svenske papirkoncern Stora 1990-1999, ejet af dansk investorgruppe 1999-2007 og endelig ejet af den franske papirkoncern Arjwiggins 2008-2012. Dalum Papirfabrik hed de seneste år Dalum Papir og havde foruden produktionsanlægget i Dalum et afsværtningsanlæg til råstof i Næstved på den tidligere papirfabrik Ny Magle Mølle.
Historien
Dalum Papirfabrik blev planlagt først i 1870’erne under store forhåbninger til fremtiden. Der skulle imidlertid gå nogle år, før idé blev til virkelighed. Den 12. november 1874 kunne papirmaskinen producere de første papirbaner, men papirproduktionen blev først stabil og regelmæssig i 1875. Da fabrikken var en realitet, var tiderne ganske anderledes dystre end først i årtiet, idet en økonomisk lavkonjunktur havde indfundet sig.
Dalum Papirfabrik fik en rigtig dårlig start, og i de første mange år var der tale om ren overlevelseskamp. I lighed med den øvrige danske papirindustri. Det lykkedes dog makkerparret grosserer H. Trolle og driftsbestyrer C.L. Kjeldsen i løbet af 1880’erne at få vendt udviklingen og stabiliseret virksomheden. Der var endog overskud til i 1886 at igangsætte endnu en papirmaskine beregnet til produktion af de grovere papirsorter.
Dalum Papirfabrik fremstod ved dannelsen af De forenede Papirfabrikker i
1889 som den stærke fabrik inden for den danske papirindustri. Det ses
blandt andet også ved, at Dalums gamle driftsbestyrer C.L. Kjeldsen blev
administrerende direktør i det nystiftede aktieselskab DfP.
Under De forenede Papirfabrikker (DfP) fik Dalum Papirfabrik en stærk position som koncernens fabrik for mellemkvaliteterne, mens Silkeborg Papirfabrik producerede det fine papir, og Magle Mølle i Næstved stod for de grovere papirkvaliteter. DfP investerede imidlertid ikke nævneværdigt i Dalum de første ca. 20 år, og Dalum Papirfabrik fortsatte produktionen med de to gamle papirmaskiner (papirmaskine – PM). Men omkring 1910 overflyttede DfP den helt nye papirmaskine fra Ravnholm Papirfabrik til Dalum som papirmaskine nr. 3 (PM3). Herefter gik det pludseligt stærkt: Dalum Papirfabrik fik PM4 i 1911-12 og PM5 i 1914.
Papirmaskine nr. 3 og 4 på Dalum Papirfabrik o.1913
Dalum Papirfabrik overtog o.1922 Haraldskær Papirfabriks slibestol til fremstilling af træmasse. Fabrikken anskaffede senere endnu en slibestol, og denne råstofproduktion fortsatte på fabrikken frem til 1962. Dalum Papirfabriks produktionssortiment blev herefter såkaldt "træfrit", altså uden brug af den grovere træmasse som råstof. Den produktion blev især koncentreret på Magle Mølle Papirfabrikker.
Dalum Papirfabrik fik papirmaskine nr.6 (PM6) i 1950. Det var en
gammeldags, men stabil maskine, som i det lange løb viste sig særdeles
driftsikker. I modsætning til dens mere moderne "konkurrent",
Magle Mølles PM10.
Dalum Papirfabrik havde i mange år været DfPs producent af glanspapir.
Denne produktion blev i 1950’erne udbygget ved ombygning af den gamle PM1
til en kridermaskine (en bestrygelsesmaskine). Denne produktion fik et
voldsomt løft med anskaffelsen af den store bestrygermaskine, Blade
Coateren i 1965-66.
Blade Coateren på Dalum Papirfabrik.
Driftsbestyrer Olaf Hallin var Dalum en god mand, som forstod at promovere fabrikken internt i De forenede Papirfabrikker. Dalum Papirfabrik blev under hans ledelse DfPs absolut førende papirfabrik, hvilket blev understreget ved igangsættelsen af PM7 i 1970-72.
Dalum Papirfabrik kunne i 1970’erne og 1980’erne satse på produktion af papir til kontorbrug f.eks. off-set papir og kopipapir og forædling af det coatede papir til f.eks. tidsskrifter, brochure, reklamer og rejsekataloger.
Dalum Papirfabrik fremstod i 1989 som DfPs hovedfabrik, hvilket blev understreget ved, at koncernens centrallaboratorium flyttede til Dalum i 1980’erne. Ved Storas overtagelse af DfP i 1990 blev den overordnede ledelse samlet på Dalum.
Under Storas ejerskab ændredes Dalum Papirfabriks produktion fuldstændigt. Dalum Papirfabrik blev ganske overraskende center for produktion af cyclus, genbrugspapir. Denne produktion skulle efter planen være lagt på Magle Mølle i Næstved, hvor afsværtningsanlægget lå. Men svenskerne var ikke tilfredse med Ny Magle Mølles produktion på PM10, og produktionen blev med kort varsel først på året 1992 overflyttet til Dalum. Dalum Papirfabrik kom herved i den ejendommelige situation at have to produktionssteder: en råstofproduktion på afsværtningsanlægget i Næstved og en papirproduktion i Dalum. Situationen var ikke ideel, men den blev løst ved først jernbanetransport og siden lastbilstransport af råstof fra Næstved til Dalum.
Nicheproduktionen af genbrugspapir af høj kvalitet skulle vise sig at blive Dalum Papirfabriks redning frem til 2012. Men overproduktion på verdensmarkedet gjorde, at den franske papirkoncern Arjwiggins besluttede at stoppe produktionen i Danmark med udgangen af 2012 og hermed sluttede den papirindustrielle epoke i Danmark.
Ansatte:
1882: 132
1906: 177
1925: 401
1950: 512
1966: 755
1989: 630
1999: 243
2012: 175
Driftsbestyrere – fabrikschefer – direktører:
P. Krogh Jensen 1889-1909
Just Høeg 1909-1914
Jørgen Dreyer 1914-1931
Valdemar Runder 1931-1952
Olaf Hallin 1952-1969
C. Westh Andersen 1969-1972
Erling Hougaard 1972-1979
Sigurd R. Wogensen 1979-1986
Stig Lysholt 1986-1991
Lars-Åke Fritzon 1991-1994
Bjarne Björk 1994-1995
Per Jonsson 1995-1998
Kjeld Andersen 1998-1999
Ole Theilvig 1999-2005
Henrik Kaa Andersen 2005-2008
Jesper Olsen 2008-2012
Peter Lønborg Nielsen 2012
Henvisninger:
Dansk Papir i 100 år. De forenede Papirfabrikker A/S 1889-1989 (1989).
Keld Dalsgaard Larsen: Dansk Papirindustri 1829-1999 (Silkeborg Museum 2000)
Ernst Trap Olsen: Papirarbejdernes historie i Dalum 1874-1987 (1987)
Rich. Willerslev: Dalum Papirfabrik. Fra konkurrence til sammenslutning (i Erhvervshistorisk årbog 1956).
Januar 2013