Stormhavets brusen og skylagets glød,
de vigende klitter i vindenes stød.
De blinkende stjerner i skovdybets sø,
de duggede enge, det vejrede hø.
Med syner, der gik imod kimingens rand,
du var rank, du var fri, du stod som en mand,
du var ukrukket, ærlig, hvor vejen var vild,
når du gengav det for os med skaberens ild.

Du elskede landet, det land, der er vort.
Du delte det med os så broderlig stort,
og var det i fare, og fjenden tog magten,
du stod som den første på hundevagten.
Du høvding af sind, du tog landet i favn
og gav det din id, din dåd og dit navn;
derfor vil du leve, mens brændingen slår
og landet forynges hvert lysfyldt vår.

Du er ikke borte, du er i det alt,
du er her, så såre en trækfugl har kaldt;
i hvert solstrejf, der går over viddernes land,
i hver bølge, der leger i havstokkens sand.
For den, der har levet og elsket som du
med den higende, stridende, brændende hu
og favnet så bredt med sit vingefang
for ham er der aldrig: en sidste gang.

En yngre ven og kammerat

Afskedsdigtet er skrevet af forfatteren Knud V. Larsen, Vedersø, i dagene efter Poul Rytters død i 1965.