" -vi, der kendte ham, kunde maaske et Øjeblik tro, at det var Mindet om hans utrættelige Godhed. For vi saa for os hans dejlige store Øjne, der straalede imod os med Nænsomhed og Kærlighed i saa rigt Maal, vi hørte hans hjertelige Latter, og de to Ting afvæbnede os fuldstændigt, ganske som de mange Gange, mens han levede. Ja, den, der har kendt ham, husker kun de Øjne og den Latter, en dyb og hjertelig Latter, der var helt uden Ondskab - der var det mærkelige ved ham, at han lo, naar han var god - man husker kun de Øjne og den Latter, og alle Unoderne kan slaa paa Tromme, saa meget de vil, vi kan ikke høre dem."
Saaledes har en af Kaj Munks Venner, den tidligere Kirkeminister Arne Sørensen beskrevet den store, ja men fremfor alt den gode, den hjertensgode Præst i Vedersø. Saadan saa han ud set med den klartskuende Digters og den menneskekloge Filosofs Øjne. Kunstmaleren Poul Rytter valgte at male Vedersøpræsten i et af de Øjeblikke, hvor han staar fortabt i dybe alvorlige Tanker. Men disse Øjne, disse dejlige store Øjne, dem har ogsaa han set, opfattet, oplevet og gennem sit Kunstværk videregivet til os. Hvad fortæller os ikke de Øjne ? Er det Danmarks Sorg og Nedværdigelse den 9. April, han tænker paa ? Er det Bekymringen for hans Sognebørns svage Tro, der giver hans Øjne et smerteligt Udtryk ? Eller er det hele Folkets Vantro, der piner ham ? Gaar hans Tanker maaske ud over Jorden, er det Ansvaret for den hele Menneskeheds Synd, som han føler saa trykkende tungt ? Eller ser han ind i en ny Verden, en ny Tid, i et nyt og bedre og lykkeligere Danmark ?
Ja, alt dette og meget mere ! Dette Portræt taler til hver og en, der giver sig Tid til at se paa det. Det er et Kunstværk, fordi det har saa meget at meddele Tilskueren, fordi det stadigvæk har noget nyt at fortælle; det er en ny Oplevelse, hver Gang man ser på det. For nogle vil det være en Andagt at se paa det, et Kald til at gaa ind i Kaj Munks og hans Herres Fodspor; for andre vil det være en Manen, en ildnende Opfordring til at følge Kaj Munk i hans uselviske og heroiske Kamp for et frit og lykkeligt Danmark. Det har noget at sige til enhver, og det er noget forskelligt til hver enkelt, det siger. Det er et Billede, man skal se paa hver Dag, glæde sig over hver Dag, lade tale til sig hver Dag - og følge dets Opfordring.
Aage F. Krebs